Paris - DAKAR 2007

Ørken-eventyret fortsætter:

Marc Dullum i sadlen igen!

Kun én dansker er med i Dakar Rally 2007: Marc Dullum.
For femte år i træk er det lykkedes for Marc Dullum og det lille danske team at få det store logistiske
puslespil, der baner vejen for deltagelse, til at gå op. Sammen med teamets samarbejdspartnere, har det
igen i år været målet at skabe et konkurrencedygtigt team, der er 100 % klar til at tage kampen op i den
super professionelle motorsportsverden.

Sidste år deltog Marc som TV-reporter og det var et lærerigt år i forhold til hele organisationen og mediedækningen
af løbet. Sammen med de mange års rally-erfaring på konkurrenceniveau har Team Danoises nu
et solidt grundlag for at fortsætte de gode resultater.

Marc Dullum har trænet optimalt og er i topform, både hvad angår fysik, koncentration, køreteknik og
navigation. Forberedelserne til Dakar har blandt andet omfattet træning hos det danske forsvar i ørkenlignende
og på baner i Danmark og Sverige, daglig fysisk træning af de mest udsatte muskelgrupper: knæ,
underarme og håndled, og simulationstræning i sauna for at opøve evne til at fungere optimalt i ørkenklima.

Selv om Marc Dullum har god erfaring og den ideelle alder for en rallykørere, kræver det en god portion held
at gennemføre det rå udskilningsløb, som det kun lykkes for 30- 40 % af deltagerne at fuldføre.

”Min ambition er at se, hvor langt en privatkører kan nå i en topprofessionel motorsportsverden. Jeg
motiveres af at udfordre mig selv og at lære nyt the hard way. Jeg er handlekraftig samt seriøs med min
motorsport, og jeg har kæmpet mig til alt, hvad jeg har opnået inden for rally,” siger Marc Dullum.

Marc Dullums Team Danoises er et af de første skandinaviske rally raid teams. Helt tilbage fra 1998 har
teamet deltaget i internationale rallyløb både i Afrika, Mellemøsten og Europa. Teamet har gennem ni år
skabt resultater, der har vakt opmærksomhed også uden for Danmarks grænser.

Marc Dullum har tidligere opnået flere gode placeringer blandt andet i World Cup ralies, og han er den første
og hidtil eneste dansker, der på motorcykel har fuldført verdens ubetinget hårdeste rally – Dakar. Det skete i
2003, hvor Marc deltog i Dakar for første gang og kom i mål som nr. 70. Det gav ham en overraskende flot
placering blandt de bedste privatkørere. Når man ser bort fra de professionelle og semiprofessionelle
fabrikskørere, er det en imponerende præstation af en førstegangsdeltager.

I 2005 gennemførte Marc Dakar Rally for anden gang og blev bl.a. nr. 15 samlet i Marathon klassen. Han er
stadig den eneste som har gennemført Dakar på motorcykel – den hårdeste klasse.

”I år går vi igen efter en placering blandt de bedste privatkørere,” siger Marc Dullum, som nu har opbygget en stor erfaring fra ikke
færre end 16 internationale ”cross country-rallies”.

”Team Danoises drives af en fælles passion, og det er vores ambition at blive det mest professionelle private
team i Dakar-sammenhæng. Et godt team er forudsætningen for, at man kan gøre sig gældende, og vi har
kæmpet os til alle vores resultater,” siger Marc Dullum.

Download en udvidet beskrivelse (.PDF 290Kb)